Digitale løgne er svære at gennemskue

Sådan genkender du typisk falske emails og sms'er

En svindler forsøger som regel at få fat i dine personlige oplysninger ved at få dig til at klikke på et link. 
Undgå at klikke på links i emails og sms'er før du har overvejet om følgende tegn på fusk er i spil:

 

Afsenderen stemmer ikke overens med indholdet

Hvis afsender-adressen ikke slutter på den påståede organisation (f.eks. '@nemid.nu'), er det en falsk e-mail. Men vær alligevel på vagt, for en e-mailadresse kan skjules eller efterlignes af svindleren.
Nogle gange skal man klikke dybere for at se den egentlige adresse, og snedige svindlere kan endda forfalske rigtige emailadresser. SMS'er er desværre meget nemme at forfalske afsendere med, så kig mere efter hvad der står i linket. Hvis ikke det stemmer overens på den påståede afsender - er det med sikkerhed fup.

 

Indholdet af henvendelsen ser sjusket ud

Dårlig grammatik, grimt layout og billeder af lav opløsning er typiske faresignaler. Hvis danske tegn som æ, ø, og å vises forkert, skyldes det at svindleren ikke bruger en dansk computer. Tilsvarende er et dårligt sprog også sikre tegn på svindel.

 

E-mailen eller SMS'en indeholder ikke dit fulde navn

Hvis du ikke kan se dit fulde navn, men en mere generel hilsen som "Kære kunde" eller blot din e-mailadresse, er beskeden højst sandsynligt falsk. Der bruges som regel altid dit fulde navn i alle officielle henvendelser fra organisationer du har en egentlig relation til. Du skal dog huske på, at dit fulde navn ikke er nogen garanti for ægthed, da svindleren kan have fundet dit navn på nettet.

 

Linket og/eller websiden ligner ikke sig selv

Svindleren forsøger at få dig til at gå til en falsk webside og logge på – for på den måde at stjæle dine loginoplysninger og/eller kreditkortinformationer. Vær varsom, da den falske webside kan ligne den rigtige. Kig på internet-adressen nøje, for at se om det er den du normalt har tillid til, og klik rundt på siden —jo mindre indhold, jo mere skeptisk skal du være. OBS: Klik aldrig på links i sms'er som ser det mindste mistænklige ud. Hackere kan få fingre i det de er ude efter, ved et enkelt klik på deres link —mere skal der ikke til!

 

Afsenderen presser dig til at handle hurtigt

Du bliver bedt om at klikke på et link, med en akut årsag. Typisk noget med at opdatere dine oplysninger, med uhensigtmæssige konsekvenser hvis ikke du skynder dig. Organisationer du har et egentlig engagement med, vil aldrig bede dig om at sende følsomme oplysninger via en e-mail eller en speciel formular via et link. Hvis de har brug for at du bekræfter noget, ville du kunne du se det når du logger på din konto via din sædvanlige adgang, og ikke via et specielt link i en email eller sms.